lørdag, januar 17, 2009

Fra musik til’efoner og fremtiden

Det mest bemærkelsesværdige ved Apples iPod er de ledsagende revolutioner. Intet mindre end tre af slagsen; faktisk fire, hvis man tager design og brugervenligheden med. Men, eftersom det stadig virker som, at det kun er Apple, der for alvor tænker i design og out-of-the-box brugervenlighed (på begge måder), så kan man ikke kalde det for nogen revolution. Der er altså tre revolutioner; en er afsluttet, en godt på vej og en stadig i sin vorden.

Den afsluttede er musikbranchen. Ved at sælge direkte, en sang af gangen og uden bærende fysisk medie direkte til de dimser branchen forsøgte at gøre ulovlige ... så blev reglerne ændret. Kan ikke huske tallet, men on-line salget i udvalgte markeder nærmer sig halvdelen af det samlede salg.

Den revolution, der stadig raser er i hele industrien for mobiltelefoner og mobiltelefoni -- fra producent til operatør og nu tilbage igen. Ikke bare fordi iPhone er interessant som telefon (omend bedst til privat og ikke erhvervsbrug -- prøv at bruge en iPhone uden at se på skærmen...), så er det i salgsledet og bag kulisserne, at den virkelige revolution er i gang. For første gang er det telefonenproducenten, altså Apple, der sidder med det lange strå og dikterer vilkårene til operatøren. For første gang flytter telefonen abonnenter og ikke omvendt!

Den tredje og måske mest potente revolution er imidlertid kun lige startet. Igen har Apple set en tendens i sin vorden og i bedste Blue Ocean stil besluttet sig for at surfe bølgen i en grad, der efterlader alternativerne på dybt vand. Det bedste ved en iPhone er hverken musik eller telefoni men de små programmer, der med kirurgisk præcision løser meget specifikke behov på en uhørt graciøs måde.

Med mere end 500 millioner downloads af mere end 15.000 programmer udgør Apple App Store en helt ny magtfaktor på det globale, intelligente og distribuerede softwaremarked. Som før med musik og iTunes er det den samlede, homogene og helt og aldeles gnidningsløse infrastruktur, der er helt afgørende. Det er simpelthen let og sjovt at udvide sin telefon eller iPod Touch med helt uventede muligheder.

Og, her bør iPod Touch lige hives frem. iPod Touch er meget mere end en traditionel iPod med stor skærm. Jo, den mangler iPhones telefon, GPS og kamera -- men den er slankere og kan alt med WiFi; den synkroniserer mod Exchange og den giver adgang til AppStore. Igen, sidstnævnte er den afgørende forskel.

Fælles for de mange og ofte gratis (under alle omstændigheder meget billige) Apple Apps er en fornem og intuitiv grænseflade samt optimal udnyttelse af hardware -- fra WiFi og skærm til gyro- og bevægelsessensor samt fingerstrøg på skærmen. Det dur, det er intuitivt og resultatet er forbløffende: Det er i mange tilfælde lettere at vedligeholde vigtige webtjenester via specialiserede Apple Apps end det er at gå on-line i en traditionel browser. Oplagte eksempler er de store internationale nyhedstjenester og sociale netværk som fx Facebook og LinkedIn.

Jovist -- der findes alternativer og såvel Windows (fx HTC) som Symbion (fx Nokia) maskiner kan udvides med mini-apps og Widgets eller Widsets. I sammenligningen med Apples infrastruktur og åbenlyse kvalitets- og standardiseringskrav er det dog kun selve ideen, der ligner; i udførelse og brugeroplevelse og dermed entusiasme er Apple meget, meget langt foran.

Pointen: Fremtidens webtjeneste skal suppleres med en Apple App Store eller Widget-version; og den skal være "lækker at røre ved". I dag sammensætter Apple-brugere deres egne løsninger direkte på den personlige iPhone; i morgen vil den distribuerede koncernløsning gøre det automatisk. Det er hurtigt, effektivt og alle andre mobilproducenter skynder sig for at nå med...

Ingen kommentarer:

Værdilemma's Fan Box fra Facebook

Vaerdilemma on Facebook